KØB YOGAUDSTYR HER / HURTIG LEVERING / FRI FRAGT VED KØB OVER 499 KR / PERSONLIG KONTAKT
0

Din kurv er tom

Senses bootcamp forløb på Vesterbro

BOOTCAMP HOS SENSES - 4 ugers Bootcamp hos SenseS på Vesterbro

10/10/2013

Der er noget ganske fint ved, at man på trods af alder, køn og aktivitetsniveau kan mødes i et Bootcamp-forløb - gå amok med træning og opbygge et fællesskab, der gør, at man kommer afsted til træning, selvom man egentligt ikke lige havde lyst

Af Pernille Moe

Et par hurtige vejrtrækninger, mens benene hviler – og så på igen

Jeg hamrer derud af på løbebåndet. Det føles som en evighed, men i virkeligheden er det kun 1 minut for fuld max med en hældning på 3. Så af løbebåndet, mens båndet stadig pisker derud af. Et par hurtige vejrtrækninger, mens benene hviler – og så på igen. Det er aftens sidste omgang intervaltræning, den er 6 min lang – og det er med god grund, at det er den helt hårde, der ligger her sidst i træningen – for bagefter er vi alle helt smadret.

 

 

Jeg har sagt ja til en 4 ugers Bootcamp hos SenseS på Vesterbro. Jeg sagde ja uden skrupler, jeg elsker nemlig en god udfordring, men ved første møde med de otte andre deltagere føler jeg mig en smule fejlplaceret. For her sidder jeg: Kvinde i start trediverne, aktiv – særdeles aktiv ville mine venner sige - i hvert fald så bliver ugens 20 kilometer løb forholdsvis let tilbagelagt, og heller ikke de 1-2 gange yoga er svært af komme af sted til. Overfor mig sidder de – tynde, tykke, lave som høje. Fælles for dem er, at de ikke har haft snøret løbeskoene i meget lang tid – måske ligefrem aldrig. Så hvordan passer jeg lige ind her? Min umiddelbare tanke er – ingen steder, men nu er jeg ikke en person, der bare sådan smider håndklædet i ringen og giver op, så jeg giver det selvfølgelig en chance.

Lige på og hårdt

4 uger med fokus på at få kroppen i balance, det er, hvad SenseS Bootcamp lover. Vejen dertil er gennem kostvejledning, hotyoga, styrke- og konditionstræning. Løbetræningen foregår på faste hold tirsdag, torsdag og lørdag, mens vi helt selv bestemmer, hvornår vi ønsker at deltage i hotyoga.

Første tirsdag er lige på og hårdt. Efter en lille snak i rundkreds om vaner, aktivitetsniveau og kost - også det som ikke hører med i en Bootcamp, dermed farvel til chokolade - er det i gang, vi skal nemlig løbe. Op på løbebåndet og derud af. Umiddelbart er jeg ikke så begejstret for løb indendørs - jeg længtes ud i den friske luft og ikke mindst stimulering af mine sanser, men de 20 minutter går nu alligevel ganske hurtigt – ikke mindst pga. de gode fif og råd, som vores træner Cecilie går rundt og giver os alt imens, vi sveder om kap.

 

Blod, sved og tåre

Der er gået to dage siden startskuddet gik, og det er nu skønt at være tilbage i de dejlige og smukke lokaler hos SenseS. Alle er spændte og klar på aftenens udfordringer, som byder på intervaller og funktionel træning. Uret viser knap nok 19, før vi alle lunter på løbebåndet. Benene skal lige varmes op, inden det for alvor går løs. Ømhed, træthed og de dårlige undskyldninger bliver hurtigt lagt bag os, da træner Cecilie åbner op for aftenens første udfordring. 5 minutter er den første løbetur på, og der skal løbes til. Musikken brager ud af højtalerne, og der bliver delt smil mellem os. Det er fedt det her. Alle er tændte, også da vi kort efter går i gang med aftenens første interval.

Vi starter med 3 minutter løb. God fart og pulsen får lige et nøk op. Så ud på gulvet og lave 20 squats med 5 kilo vægte ud for kroppen. Så tilbage på løbebåndet. Nu 2 minutters løb i højt tempo. Puha, det kan mærkes. Vejrtrækningen bliver tungere. Så tilbage på gulvet, hvor 20 armstrækninger venter. Nu sveder jeg meget, og mine arme – dem kan jeg da virkelig mærke. 2 minutter på løbebåndet bliver tilbagelagt.

Jeg svæver, og det føles helt fantastisk at give så meget gas, men da jeg hopper af løbebåndet for at gå ud på gulvet, giver mine ben godt nok en anelse efter. 20 mavebøjninger bliver efterfulgt af endnu 2 minutter på løbebåndet, og så venter 10 armstrækninger og 10 squats. Det her kræver blod, sved og tårer – og nu er det ikke for sjov mere. Vi kæmper for at gennemføre, og mens én hopper fra pga. overanstrengelse – er vi andre langt fra færdige. 2 minutters løb efterfølges af den sidste tur på gulvet – 10 mavebøjninger og 10 ryg. Jeg sveder og trækker vejret hurtigt og tungt, og bedst som jeg lige troede, at vi var i mål, meddeler Cecilie, at vi lige har et ganske kort interval tilbage. Okay, tænker jeg, mens sveden drypper ned af hagen. Bring It On!

Yoga i en ’sauna’

Løbetræningen kører på skinner, det er slet ikke svært at komme afsted. For ikke nok med, at jeg bliver fysisk udfordret, så er det altså også opstået et rigtig hyggeligt fællesskab på vores lille hold. Nu venter yogaen i 37-39 grader. Jeg har indfundet mig i ’saunaen’ på en kold og grå onsdag, og i første omgang er det egentligt meget rart at sidde i varmen. Der skal nu ikke mange solhilsner til, før sveden pisker af mig. Hotyoga skulle eftersigende styrke kroppen, reducere stress og give øget energi og fokus. Årsagen er helt enkelt, at varmen smidiggør muskler, sener og ledbånd – og netop varmen er min ven i dag. For hold da op, hvor bliver min krop hurtig smidig – meget hurtigere end den plejer. Den ene solhilsen tager den anden, jeg slapper af et sekund i et hundestræk, for derefter at give den alt hvad jeg har i en triangle pose og high lunge. Jeg giver den alt, hvad jeg har – som jeg plejer at gøre til yoga, men bliver straffet. For pludselig får jeg sorte pletter for øjnene, og må sætte mig ned. Et par vejrtrækninger og lidt vand hjælper – og der går ikke mange minutter, før jeg er i gang igen. Tiden flyver af sted, og det gør jeg næsten også, da jeg efter en time forlader det varme lokale for derefter at blive ramt af en kold mur. Den kolde luft uden for lokalet er kærkommen. Hvor er det rart at trække vejret i frisk luft. Jeg tror aldrig, jeg har svedt så meget, men om det skyldes den høje varme, eller om det også har noget at gøre med mit aktivitetsniveau – det er jeg lidt i tvivl om.

 

YES! Vi er i mål

Den ene uge tager den anden, og mens de fleste fra holdet hænger i – falder et par stykker fra sådan midtvejs henne i forløbet. Hvad det skyldes er svært at svare præcist på, men et par piger får skader fra løbet, og nogen mister motivationen. Det er vist meget normalt! Jeg selv har stadig optur – og er med til det sidste.

4 uger går hurtigt – og det er helt trist, at det er slut. Mine bekymringer i starten om, hvorvidt jeg ville få noget ud af det, er gjort til skamme. Jeg har godt nok ikke været så artig i forhold til kosten gennem forløbet, så badevægten viser det samme som før. Det er egentligt okay. Jeg kan dog tydeligt mærke, at mit løb har forbedret sig. Helt præcist har jeg forbedret min kilometer tid med 20-30 sek., og det har faktisk givet mig blod på tanden til at fortsætte med intervaltræningen. Så nu er der på én af ugens 3 løbeture indlagt 15 minutters intervaltræning, og selvom det nok ser en smule fjollet ud, når jeg kommer stormende på voldene i København, så føles det mega fedt bagefter. Yogaen, den fortsætter jeg med, men det bliver den som foregår i et normalt tempereret lokale – og som kalder på håndstand, armbalancer og andre udfordringer. Det er da meget godt gået, det synes jeg i hvert fald selv.

Skulle du have fået lyst til at tage på Bootcamp hos SenseS, så starter næste hold 5. nov. Prisen er 1.695 kr. for et 4 ugers forløb – og tilmeldingen sker på senses.dk.