Yogalærer i Corona tid

Er du sulten, kan du på få minutter varme din mad op i en mikroovn eller køre forbi McDonalds og få langet en burger ud. Butikker er åbne alle ugens dage, nogle endda døgnet rundt, du kan optage et kviklån og og få det overført til din konto med det samme, sexpartnere leveres med et swipe, kærestebrev med et klik o.s.v. Vi behøver ikke vente på noget som helst!

Vi bliver bombarderet med begivenheder og muligheder i en konstant strøm.

Den 11. marts ændrede alt dette sig. Med et slag, blev alt aflyst. Vi kunne ikke længere bevæge os frit, tage på festivaler, koncerter eller deltage i fester.

Som i en apokalyptisk Hollywood-film indtog den lille røde Corona virus scenen og ændrede alt, hvad vi indtil da tog som en selvfølgelighed.

Alle planlagte yogahold, workshops og retreats vaporiserede op den blå luft. Der er højdepunkter og lavpunkter i et ethvert menneskes liv. Imellem disse går livet bare sin gang, uden at vi reflekterer så meget over det. Der er så mange muligheder, at vi nogen gange forføres ind i ligegyldige og energidrænende aktiviteter, bare fordi vi kan!

Når der så lukkes for den fri bar, opstår der et vakuum, som sikkert for de fleste opleves som - hvis vi går tilbage til Hollywood-metaforen, at filmen fryses et øjeblik.

Når den så sættes igang igen, har vi to muligheder… prøve at fastholde det kendte, eller overgive sig til det nye ukendte. De fleste oplever nok en blanding af begge. Selv den mest “zen-trerede” yogalærer kan miste orienteringen i et ukendt land som det, der ruller ind over os i øjeblikket.

For mit eget vedkommende som Yogalærer valgte jeg nok nærmere at bruge tiden på at stramme stemmeskruerne, for at se om instrumentet stadig spiller rent.

Denne beordrede pause kom som en oase midt i et travlt arbejdsliv. Jeg havde gennem længere tid ikke haft den fornødne tid til selvreflektion og selvomsorg. Jovist, jeg erkender at bagtæppet for denne pause er åbenlyst skræmmende, men netop derfor, føler jeg nærmest en forpligtelse til at bruge den på bedst mulig måde.

Ventetid behøver ikke at være spildtid, men den kan være en genvej til at skille det væsentlige fra det uvæsentlige. Det er her, vi opdager vores styrker og svagheder.

Patanjalis Niyamas beskriver meget klart i Svadhyaya, at det, at lære sig selv at kende, også med de svagheder og “fejl” vi alle består af, giver os mulighed for at vokse og lære af vores fejltagelser. Giver vi os tid til at vende blikket indad, få et indblik i bevidste og ubevidste reaktionsmønstre og dermed ændre vores adfærd i en mere positiv retning. Det sker desværre ikke “overnight” eller ved indtagelse af en mirakelpille, men kræver tålmodighed og den dyrebareste af alle ressourcer - tid!

Det fordrer, at vi tillader os selv at hvile, gå ture i solen og indsnuse den friske luft, eller måske læse den bog eller spirituelle skrift vi har stående på hylden, men endnu ikke har åbnet. Have tålmodighed til at vente på det gode der ligger forude. Når nu vi alligevel ikke kan alt det, vi plejer, og der går noget tid inden vi (måske) vender tilbage til det kendte, så vælg at bruge tiden klogt. Prøv ikke at kæmpe imod, men accepter det, vi ikke kan ændre på.

Når jeg står i dag og kigger ind i et tomt yogalokale, hvor fællesskabet og synergien skulle have fyldt rummet, bliver jeg ramt af savn. Men det gør ikke noget. Det er bare et vidnesbyrd om, at yogaen, Studio Flow og fællesskabet betyder noget for mig. Jeg bliver taknemmelig, og får lyst til at gøre mig umage.

At vente tvinger os til at se på det, vi har, og ikke hele tiden søge efter nyt. Vi er ikke som mennesker skabt til at få alle behov dækket med et fingerknips. Så ville vi aldrig have overlevet som art. Netop denne behovsudsættelse, hvor irriterende den end kan være, fostrer kreativitet, og fører os steder hen, vi aldrig ville have troet muligt. Det bedste af alt er, at opleve taknemmeligheden for det vi har, og som måske bare har været noget vi har taget for givet.

Ulla Steen

Indehaver af Studio Flow