Af Kira Maria Sandholdt
Jeg ved hvad jeg selv tænker om den sag, da mine hofters mobilitet kan ligge på et meget lille sted, hvorfor jeg også er ret sikker på, at det store leds seks bevægeretninger i mit tilfælde er reduceret til tre.
Mine hofter og skuldre har til evig tid godt af at blive smurt, opvarmet, strækket, blødgjort
og styrket. Derfor tog jeg lørdag den 26. oktober til Michael Bjerrums hofte--skulder workshop i Hamsa Yoga studie på Nørrebro i København.
På cirka 20 yogamåtter i alle regnbuens farver sidder et udpluk af de mest morgenfriske
københavnere, der ligesom jeg, har valgt at kickstarte weekenden med en
yoga workshop.
Vi har denne morgen alle kørt eller gået gennem et diset Københavnervejr, som på en måde minder mig om lyden af tågehorn på Jyllands vestkyst. Med den hyggelige tanke ser jeg rundt på de andre, nu indenfor i varmen med tændte stearinlys og lun atmosfære. Jeg kan roligt læne mig tilbage og gøre mig klar til at tage imod det som kommer.
Michael træder energisk og med et stort smil ind i lokalet og beder os alle komme tættere på. Han lægger målrettet ud med at fortælle om de to største led i kroppen, skulderleddet og
hofteleddet, og viser undervejs i fortællingen fysiske eksempler på leddenes
bevægeretninger i forskellige stillinger. Han fortæller endvidere, at vi skal
arbejde os gennem workshoppen med fire handlinger i vores stillinger;
Michael er ikke i tvivl om hvorfor han har valgt at undervise en workshop præcis som denne.
”Det er et sted, hvor jeg selv stadig har en masse at gøre” (i hofte-- og skulderled red.) og han
fortæller endvidere, at de teknikker han introducerer os for, vil smitte af på
vores yogapraksis og det derudover altid vil være noget, som er relevant at vende tilbage til for at forfine og pudse af.
Vi chanter ”OM” sammen tre gange og den praktiske del af workshoppen kan begynde. Workshoppen former sig elegant efter de spørgsmål, som Michael undervejs får fra flere deltagere. Eksempelvis et spørgsmål om knæets tendens til at falde ind og til ikke at ville pege i samme retning som foden. Efter et par forskellige eksperimenter med fod og knæ
finder Michael og eleven sammen frem til at benytte en blok mellem underbenene,
så hun ved at kramme ind på blokken med underbenene kan rette knæene ind på
plads.
Vi springer ind og ud af partnerøvelser og demonstrationer i et tempo, så alle kan være med og alle bliver holdt til ilden. Alle vinkler og kroge i hofte-- og skulderled bliver berørt og nærstuderet først i opvarmende stillinger, så i peak--stillinger og til sidst i nedkølende og bløde stillinger.
Ved en tidligere lejlighed, har Michael sagt til mig, at jeg har meget stærke hofter -- en meget fin og positiv måde at gribe det an på, som jeg har taget med mig.
Efter denne workshop føles hofterne frigjorte og varme og skuldrene sat perfekt på plads i skulderleddet. Så jeg vil nu tage mine stærke hofter i hænderne og bringe dem med videre i yogaen og helt sikkert igen til en workshop med Michael Bjerrum. Hvis du skulle være interesseret i at deltage i en workshop med Michael, kan du orientere dig på hans hjemmeside:
Derudover vil jeg gerne gøre særligt opmærksom på ”Glæden ved at bevæge sig”-- workshoppen med Michael den 30. november i Hamsa Yoga Studio, hvor pengene ubeskåret går til forskning i sklerose.