KØB YOGAUDSTYR HER / HURTIG LEVERING / FRI FRAGT VED KØB OVER 499 KR / PERSONLIG KONTAKT
0

Din kurv er tom

“Go where you haven’t gone before!”

Der er yoga-instruktører i verdensklasse på programmet, når Yoga Games kommer til København i marts 2020. Rusty Wells fra San Francisco er en af dem.

af Christina Majcher

Til marts kommer Skandinaviens største yogaevent – Yoga Games – til København for første gang. Den tre dage lange yogafestival har et bugnende program, hvor der er plads til begyndere, men hvor også rutinerede entusiaster får mulighed for at prøve nye ting.

En af de lærere, man kan opleve flere gange i løbet af de tre dage, er den San Francisco-baserede Rusty Wells, som underviser i sin egen yogastil, Bhakti Flow. I oktober 2019, på sin vej mod Yoga Games i Malmø, kom han forbi København for at lede en times workshop, der kunne fungere som en smagsprøve på, hvad man kan forvente sig af den københavnske udgave af Yoga Games til foråret. Og arrangørerne kunne næppe have valgt en bedre repræsentant. Rusty Wells’ undervisningsstil er nemlig indbegrebet af, hvad Yoga Games også vil være: Munter, inspirerende, legesyg og varieret - og brugbar for alle niveauer.

Yoga Games i København

Wells er en stor fortaler for en udforskende og kreativ tilgang til yogastillingerne. Man lærer mest, når man ikke er helt sikker på, hvad der foregår, eller når man vipper lige på grænsen til ens formåen. Og Wells, som har ordet i sin magt og er både overbevisende munter og smittende entusiastisk, er god til puffe én i dén retning, altså den opmærksomme og udforskende, undervejs.

Er du i tvivl, om du står rigtigt? Skal foden være bøjet eller udstrakt? Udforsk det! Bare vær kreativ! Er du ikke så smidig som de syv personer foran dig? PERFEKT! Nyd, at du mærker stillingen meget mere! Er der noget, der føles uventet? Er der en stilling, du har svært ved? ”Great! Let all things be interesting! Go where you haven’t gone before!”

Bhakti Yoga betyder ‘hengivenhedens yoga’, og der vil være masser af gods at hente i Rusty Wells’ undervisnings-stil for dem, der holder af den spirituelle side af yoga og kan lide at indlede timen med et lokah samastah sukhino bhavantu-mantra (”Må alle væsener være lykkelige og frie” på sanskrit). Det særlige ved Wells er, at han formår at gøre betydningen af den slags sætninger fuldstændigt nærværende og brugbare. Mens timen folder sig ud, har han en evne til at hive den dybere betydning af mantraet direkte ned i yogalokalet, gennem din krop og ind i din dagligdag – i en ganske imponerende grad. Da vi nåede til slutningen af timen, var jeg rørt til tårer.

Rusty Wells underviser fire gange under Yoga Games i DGI-byen: Lørdag kl. 09 (Joyful Warrior), lørdag kl. 16.15 (Bhakti Flow Master Class), søndag 11.30 (Flower of Power) og søndag 17.30 (Lullaby). Jeg vil varmt anbefale alle at gribe chancen for at opleve ham, hvis I har muligheden.

Brug koden "yogalove" og den giver 15% rabat på billetten.

Yoga Games København afholdes i DGI-byen den 20. til 22. oktober 2020. Yoga Games blev afholdt første gang i 2011 i Gøteborg og udvidede i 2015 til Stockholm og i 2018 til Malmø.