Den 30. og 31. maj 2015 har du igen en unik mulighed for at opleve og dyrke yoga i Aarhus. Så hvad enten du er nybegynder eller øvet- vil der være en klasse, som passer til netop dit niveau.
Der er en bred vifte af temaer på programmet– ligesom der er rig mulighed for meditation, mindfullness og ayurveda. Lærere og instruktører fra hele landet mødes i disse dage i smilets by for at dele viden og inspiration, så der er mulighed for en udbytterig festival-oplevelse.
Vi har et begrænset antal yogamåtter til udlejning i dagene, men har du mulighed for at medbringe din egen – er det en god ide, da vi ikke kan garantere at have en måtte til alle.
Yoga Days Aarhus har i år til huse i Folkeoplysningens Hus på Vester Allé 8, og det er som altid helt gratis at deltage. Både lørdag og søndag sælges der lækker økologisk mad til gode priser i cafe Økogal i underetagen, hvor vores ” Shoppingstreet” også ligger. Her kan du finde bæredygtigt yogatøj og yogaudstyr fra nogle af Danmarks førende forhandlere inden for området.
Om Yoga Days
Yoga Days udspringer af frivillige ildsjæles store arbejde, hvor visionen er at vise yogaens mangfoldighed og få åbnet dørene til yogaens verden – både for nysgerrige nye udøvere og for de mere erfarne.
Yoga Days er Jyllands største yoga-arrangement med base i Aarhus. Den har eksisteret siden 2013, og det er gratis at deltage. Yoga Days glæder sig til at byde dig velkommen til en spændende weekend med masser af yoga, meditation og velvære pakket ind i smil, latter og gode oplevelser.
Første Yoga Days fandt sted i februar 2013 med over 200 besøgende og mere end 20 gratis yogaklasser på tre dage og 2 yoga centre i Aarhus – Yoga Collective og Ashtanga Yoga Shala.
I oktober 2013 åbnes dørene for endnu et Yoga Days projekt, nemlig Yoga Days for Kids, der er en yogafestival for børn -den første af sin slags i Danmark. Den afholdes som et samarbejde mellem De Små Yogier og Yoga Days.
Yoga Days 2014 Yoga Days fik adgang til tre sale - og for første gang under samme tag. Alle tre sale var fyldt fra morgen til aften med fantastiske yogalærere, og dertil en masse glade besøgende. -Alt i mens Råbar sørgede for sund mad og drikke under hele festivallen.