jeg’et – at træne yoga med dybde.

Nytårsfortsæt kan ofte i sin kerne handle om jeg’ets opstramning af jeg’ets idéer og idealer, altså en skjult selvtugt, et pres. I stedet for nytårsfortsætter inviterer jeg mig til at fortsætte min yogatræning med øget vågenhed og med at give endnu mere slip på jeg’ets selvforpligtelser og regler.

En ordentlig yogatræning handler om at slippe jeg’et fri. Fri for hvad?

Fri for dets egen hjemmelavede stramhed eller slaphed. Så, jeg holder øje med, at jeg ikke i min træning kommer til at pleje jeg’ets selvforstærkelse og selvforblændelse. En ordentlig træning handler jo om, skridt for skridt, at invitere mig til at se hvem jeg er, dybere og dybere.

Det er vigtigt at pointere, at der her er tale om et perspektivskifte, ikke et arbejde, som jeg'et skal udføre.

Det er lidt ligesom at man tror at Jorden er flad, og så opdager at Jorden er rund. Det er ikke et arbejde at opdage noget, vel?

Og alligevel inviterer jeg mig til at træne, gøre noget, gøre et stykke arbejde. Men det er ikke træningen selv, der er vigtig. Det er ikke arbejdet, der er vigtigt – det er hvad jeg opdager undervejs, imens jeg træner.

Ved små indsigter, små glimt af forståelse, en viden der begynder at lave huller i den oprindelige overbevisning…

således kan jeg opdage, at jeg almindeligvis identificerer mig med det jeg, der ustoppeligt bekræfter sig selv og ustandseligt opretholder sig selv og sine vigtige tanker og vaner og forpligtelser på at skulle tage sig af "det hele", fordi det tror der ikke er ”mere”, det tror det er ”det inderste jeg”?

Indtil jeg opdager, at der findes mange små glimt hver dag, hvor der ikke er et aktivt jeg. Når jeg får disse små indsigter på et ”jeg” der kommer og går, så begynder jeg at blive mere åben for hvad og hvem jeg så er? For hvis jeg er vågen og ser at jeg’et ikke er en konstant, men noget der rejser sig og lægger sig i sindet, så kommer den dag, hvor jeg undrer mig, hvem jeg så er, mig der kigger?

Og så begynder rejsen, Selverkendelsesrejsen, hvor jeg gradvist - eller meget hurtigt - opløser de gamle og stærke forestillinger om hvem jeg er, til en nyvunden viden og indsigt i mig selv.

Dette er ikke ensbetydende med at jeg'et forsvinder. Men det er ensbetydende med at jeg'et i processen bl.a. opdager, at det er fuldt ansvarligt for de ulykker og plager, det har skabt. Jeg’et begynder at tage ansvar.

Jeg’et begynder at give slip på sine stive og sære holdninger og overbevisninger, der skaber ulykke. Endnu bedre bliver det, når jeg'et så småt aner, at der er en dybere oplever, en bagvedliggende seer, noget der har et langt bedre overblik end jeg'et. Langsomt eller hurtigt overgiver jeg'et sig til Selvet, som er det Rene Ingenting - og bliver Selvets tjener.

Jeg'et, som før kunne tage form som underhund, bøddel, despot, frelser, offer osv. afhængigt af miljøet det befinder sig i, dette jeg kan nu med stor glæde og villighed, tilbyde sig som tjener og pr-medarbejder for Selvet.

Jeg'et vil ikke opleve Selvet som en fjende eller som noget fremmed. Tværtimod, jeg'et vil sige til sine omgivelser, at det har fundet et dybere aspekt af sig selv - det har fundet kærligheden og visdommen og jeg'et vil sige at en dybere intelligens træder frem igennem jeg'et og at jeg'et er helt forelsket i sig selv nu (hvor det før var meget hårdt og fordømmende, måske?)

Så, jeg træner bare de metoder der nu engang findes. Jeg bringer jeg’et med ind med dets lyst og yndlingsstillinger, men lader døren være åben for noget dybere, bagom jeg’et. Min investering i træningen nu og flere måneder fremover, synes måske først at give udbytte om mange måneder eller år i form af opdagelser og indsigter.

Jeg'et som er en købmand (hvad får jeg for det? Hvad er gevinsten, hvornår mærker jeg lykken?), må tro på dette her, før jeg'et gider træne.

Så, bare træn, siger jeg til mig selv, alt hvad jeg orker. Træningen i sig selv er ikke det vigtigste. Men træningen sporer mig hele tiden ind på dette perspektivskifte - og jeg vil før eller siden SE DET klart - at jeg er DET!

Søren ”Yoga” Rasmussen