Sisterhood

Sisterhood - er kvindelig revolution

Christin illeborg -Yogalove.dk blogger 06/02/2013

Der var engang en af mine lærere der fortalte: ” Når mænd bliver oplyste, drager de ud og fortæller verden om det.

Når kvinder bliver oplyste, skynder de sig hjem og opdrager deres børn!

” For kvinder der vælger at gå vejen (med yoga og meditation), er det ofte et ensomt stykke arbejde og ikke særligt synligt for andre.

Det er et dybt arbejde der skaber en varig forvandling, men som ikke umiddelbart udløser omverdenens anerkendelse, billigelse, ros eller forgudelse.

Som kvinde har vi brug for vores Sanga,- en gruppe af andre praktiserende vi kan dele vores erfaringer med, blive inspireret af, bidrage til og blive opmuntret fra til fortsat at gå vejen.

Her kan vi mærke den kraft der er i et fællesskab der stikker dybere end økonomiske, etniske, samfundsmæssige eller religiøse tilhørsforhold.

Det er idiotisk at pålægge os selv det ansvar at lave revolution alene.

Men det er ikke desto mindre det der ofte sker. Jeg oplever at mange kvinder kæmper med at komme hen på meditationspuden eller på yogamåtten hver dag.

Og jeg oplever at de bebrejder sig selv, at de ikke er i stand til at gennemføre de løfter og forventninger de har givet sig selv, at de burde kunne klare det alene.

Selvom jeg har praktiseret meditation i 13 år, møder jeg også perioder uden den mindste lille bitte … ork! Men det hjælper mig at huske på, at vi er en hel verden fyldt med kvinder, der hver dag rejser sig, søger vejen og på den måde bidrager vi til en langt større bevægelse. Hvor frydefuldt!

Ligeledes kan vi hver gang vi sidder, åbne vores hjerte og meditere for alle de kvinder der ikke selv kunne komme til puden den dag. Det giver en enorm styrke!

Vi kan også sagtens bruge den ugentlige yoga undervisning, yogacentret, weekend workshops, retreats og meditationsaftener som vores Sanga og finde fællesskab med andre kvinder.

Her kan vi fortælle om vores sejre og vanskeligheder og selvom vi er på hver vores rejse gennem livet, er det godt ind imellem at følges og styrke vores ubrydelige sisterhood!