Power Yoga er en moderne og energifyldt form for yoga, hvor du konstant har pulsen oppe.
Det særlige ved denne yoga er, at den rummer elementer fra aerobic, dvs. at der er tale om en yoga, der primært har fokus på det fysiske. Det handler om at styrke kroppen, lave udtrækninger og arbejde med åndedrættet. Tempoet er højt igennem hele lektionen, i modsætning til den traditionelle yoga, hvor der også er perioder med afspænding og/eller meditation.
Men Power Yoga har også den spirituelle og mentale side med, om end i mindre omfang end i klassisk yoga. Power Yoga tager sit afsæt i Hatha Yoga og kan betragtes som en videreudvikling af Astanga Yoga, som netop er kendt for sin hårde, fysiske træning.
Der arbejdes også målrettet med kropsbevidsthed
Power Yoga anses af mange for at være en jordnær form for yoga, og netop fordi den er så fysisk, tiltrækkes mange af præcis denne type yoga.
Power Yoga løsner spændte muskler og smidiggør led. Det handler om at opbygge styrke og balance, og selve træningen er intens, og du arbejder virkelig i dybden med din krop. Men trods den hårde fysiske træning, er der hele tiden også fokus på, at kroppen ikke overbelastes. Derfor arbejder Power Yoga også målrettet med kropsbevidsthed. Du lærer at lytte til din krops signaler, hvilket er noget du konkret kan bruge i din hverdag uden for yogatimerne.
Power Yoga fokuserer meget på selve indstillingen til processen med øvelserne. Det handler ikke så meget om, hvor mange svære øvelser, du kan lave, eller hvor dybt du kan komme i stillingerne. Du skal være helt indstillet på at have pulsen oppe, få sved på panden og arbejde grundigt med vejrtrækningen.
Din krop udskiller mange affaldsstoffer i løbet af en lektion, og netop fordi processen er så intens, kan du efter træningen reagere følelsesmæssigt – og derfor er mental træning også en vigtig del af Power Yoga. Trods det høje tempo lærer du at lytte til kroppen, og i Power Yoga kan du hurtigt mærke, hvordan du også bliver styrket mentalt.
Power Yoga er for alle, der har mod på en krævende og intens træning med fokus på alle muskelgrupper.