Eventen for den 10. edition af European Yogi Nomads blev slået op på facebook og folk begyndte at klikke ”deltager”... Lokationen var Athen og jeg havde faktisk for længst besluttet, at jeg ikke skulle med... troede jeg!
Skrevet af Janni www.janniyoga.dk
Kært barn har mange navne. Konceptet er enkelt: 3 gange i løbet af året, tager yogaudøvere, fra nær og fjern, en weekend ud af kalenderen og mødes i en europæisk by, for at lave yoga sammen.
Der er mulighed for at deltage i 5 yogaklasser i løbet af weekenden, hvoraf hovedworkshoppen, om lørdagen, varer 3 timer. Desuden er der fællesspisning på en lokal restauration lørdag aften.
EYN har indtil videre besøgt Paris, Göteborg, København, Berlin, Basel, Luzern, Istanbul, Lissabon, Annecy og senest også Athen.
Jeg har deltaget i de sidste 4 editions af EYN og må indrømme, at det for mig har udviklet sig fra, kun at handle om at komme ned og lave noget fedt yoga, til i den grad at handle om de mennesker der deltager.
Men da eventen blev slået op på facebook og folk begyndte at klikke ”deltager” gibbede det i mig.
Og da det blev afsløret hvem der skulle undervise, begyndte jeg at lede efter flybilletter på nettet. Hvordan kunne jeg ikke tage af sted?
Hvordan kunne jeg afholde mig selv fra at gense mine venner og veninder fra bl.a. Portugal, Tyskland, Sverige, Canada, Bali og USA? Mennesker jeg tidligere har mødt gennem EYN, og som har fået en særlig plads i mit hjerte!
For EYN handler ikke kun om at lave en masse fedt yoga! Det handler i den grad også om menneskerne. De nye mennesker jeg møder og de mennesker jeg genser.
Det handler om de relationer der bliver skabt på tværs af grænserne, med folk fra hele verden. Det handler om de hjerter der banker rundt omkring i verden, de hjerter der 3 gange om året har en anledning til at mødes og banke i fællesskab gennem yogapraksis, gennem varme kram og gennem de samtaler der opstår, i løbet af weekenden.
Da jeg første gang deltog i EYN for præcis et år siden, i Istanbul, kendte jeg ingen, udover en håndfuld af de andre danskere der deltog.
I år kunne jeg gøre status og hvile i visheden om, at hvis jeg rejser til Bali, Vancouver, Birmingham, Lissabon, Karlsruhe, Amsterdam, Athen, Göteborg, Paris, Istanbul eller Aarau i Schweiz, så er der en sofa og et par åbne arme der byder mig velkommen. For mig er det unikt!
Jeg føler mig høj! Høj af gode oplevelser, høj af kærlighed, høj af at have arbejdet intenst med min krop gennem min yogapraksis og høj af Athen.
For selvom jeg deltog på alle klasser og fællesspisning lørdag aften, var der stadig tid til at snuse Athen ind i mine celler og besøge Akropolis. For mig, findes der ikke en mere fantastisk måde at rejse på og få besøgt steder i Europa, jeg måske ellers ikke ville have besøgt.
11. edition af EYN kommer til at foregå i London 26.-28. september. Hold øje på facebook: https://www.facebook.com/events/312096975611935/?ref_newsfeed_story_type=regular og læs desuden mere om European Yogi Nomads på deres facebook gruppe: https://www.facebook.com/?q=#/profile.php?id=170977029622027&ref=ts&fref=ts
Fotocredit: Sara Nunes, Yinjoy photography
European Yogi Nomads, EYN, Yoga Nomaderne
Yogalove.dk takker Janni for hendes fine ord og bidrag.