yogastillinger Yogiblogger Vivi Lund

Af Vivi Lund Jacobsen

Når jeg fortæller nye bekendtskaber, at jeg er yogalærer, afstår de færreste fra at lufte deres prototypiske opfattelser af, hvad det fortæller dem om mig.

En klassisk kommentar er, at jeg så må kunne dreje, bøje og vride min krop i misundelsesværdige, modellervoksbeslægtede stillinger, som er umulige for mange andre at udføre. Ofte følger en opremsning af eksempler set på diverse websites, som ledsages af et spørgende, nysgerrigt blik.

Der er to dele af den betragtning, jeg ikke bryder mig om – for de er slet ikke yoga.

Den ene er den udelukkende fokusering på det fysiske aspekt, og den anden er synet på, at jeg som yogalærer er bedre end andre i udførelsen af yogastillinger.

Min krop - mit sind

Jo… jeg kan lave stående split – eller hvad et af eksemplerne nu ellers kunne være. Men jeg bliver faktisk ikke lykkelig af, at min pande kan hvile på mit skinneben.

Dét, der gør mig lykkelig, er de følelser, jeg får, mens jeg står der: at jeg har fornemmelsen af, mit nærvær er på besøg hos hver en celle i min krop, og at jeg derved er i dyb kontakt med HELE mig; at jeg giver slip på mine begrænsninger og mine indbildte blokeringer og med det tør tro på mig selv; at jeg via fokuseringen på mit åndedræt finder en ro, en stabilitet og en styrke, som varer ved længe efter, jeg har forladt stillingen. Min krop er blot mit redskab.

Alle, der dyrker yoga, har hver sit udgangspunkt. Hvert udgangspunkt er unikt, gyldigt og godt.

Det er det fineste og mest dyrebare budskab, jeg gerne vil lykkes i at viderebringe, når jeg underviser. Kan du ikke få hælene i måtten, når du laver ”hunden-med-hovedet-ned”, så lad dem være, hvor de er – hvis bare du mærker dig selv og dine følelser i yogastillinger, så er det yoga.

yogastillinger er hælene i måtten din intention, er min anbefaling, at du melder dig til en gymnastiktime i stedet.

I en proces sker en progression. Yoga er en proces, og du vil mærke, du udvikler dig fysisk, selvom det ikke er den primære hensigt. Derfor kan nogle bevæge sig med mere dybde, smidighed og styrke end andre.

Jeg er dér, hvor jeg skal være – andre er, hvor de hører til. Det er sådan, det er, uanset om det betyder, de kommer dybere i en foroverbøjning eller er mere begrænsede i deres hofteåbninger end jeg. Men det ændrer ikke på, hvad yoga gør for os alle på det mentale plan.

For mig er yoga ikke noget, jeg laver, men noget jeg lever.

Det smukke i yoga er ikke, når jeg rører mine tæer, men når jeg rører mit hjerte. Mit hjerte holder mig i live – det samme gør yoga. Men det er svært at forklare det budskab til mennesker, der udelukkende betragter yoga som en serie af konkurrenceprægede, fysiske præstationer… det skal opleves!