It has to be experienced” er et kendt citat af B. K. S. Iyengar – og som yogini helt ind i hjertet og helt ud i hårspidserne har jeg altid givet ham ret.
Men med sin netop udkomne bog, YOGA – øvelser i at leve livet, kommer Louise Fjendbo Jørgensen meget, meget tæt på at kunne dét, som selvet ellers selv skal opdage. Hendes ord beskriver på indlevende, autentisk og malerisk vis nogle af yogaens dybeste hemmeligheder, og hun formår at trække det derned og derhen, hvor alle kan være med.
Det bliver til et unikt stykke håndarbejde. Hun inddrager også store dele af sin faglige viden fra det årelange samarbejde, hun har haft med yogaen, hvor hun har hjulpet mennesker med forskellige udfordringer. Bogen er en fin symfoni af tre dele med denne beskrivende og informative tekst som den ene.
Louise Fjendbo Jørgensen arbejder med alignmentbaseret yoga, hvilket tydeligt aflæses i hendes guidning til hver af de udvalgte asanas. Hun formår også at beskrive overgangene mellem stillingerne, hvilket er en kunst at skrive sig ud af, uden at det bliver kluntet og indforstået.
Yogastillinger læres nu engang bare bedst ved en fornemmelse af, hvordan kroppen i flowet ”klikker på plads”, fremfor at hjernen og bevidstheden undervejs skal navigere efter en tekst i hukommelsen.
Hvis teksten er kort, er det naturligvis lettest, men skriftlige beskrivelser af yogastillinger bliver ofte lange og en smule uoverskuelige.
Det sker nogle steder i YOGA – øvelser i at leve livet, men det er skriftsprogets vilkår, når det skal forenes med grundighed og faglighed.
Tredje og sidste del af bogen består af en række enestående og meget æstetiske billeder, som bare med sit farvefilter og sine opsætninger bringer ro til nervesystemet. Som læser får du med dem ikke lov til at glemme, at yoga i bund og grund handler om at finde din egen, sande natur, og uanset hvor meget du end holder af industri og storby, så har rummet omkring det hele stadig det bedste at byde på.
Læser du bogen som dedikeret yogamennesker, vil du med varme genkende bogens beskrivelser og fornemme det hjerteblod, der er lagt i både dem og illustrationerne. Hvis du er ny i yogaens verden, er bogen det perfekte sted at begynde din fordybelse i at leve livet på bedste yogavis.