Lille fugl med stort budskab…

Lille fugl med stort budskab…

Af Vivi Lund Jacobsen

Der hænger en figur på væggen i min stue. Den er et totemsymbol udskåret i træ af en indianer fra British Columbia. Hver gang jeg kigger på den, bliver jeg mindet om dens fine, metaforiske betydning.

For nogle år siden mødte jeg indianeren på Vancouver Islands lille havn.

Han sad alene på en trappe med sine træfigurer. Han var ikke født handelsmand. Han var født indianer, så han solgte ikke sine figurer med store armbevægelser eller køb to-for-ens-pris.

Samtidigt var han ærekær omkring sin kunst - skulle folk lokkes til at købe hans værker, skulle de tydeligvis ikke have dem. Men der var noget ved ham og hans stille væsen, som gjorde mig nysgerrig. Hans udstråling mindende mig også om de særlige effekter en regelmæssig yogapraksis giver os; vi lærer at være i verden for vores egen skyld, og vi hviler i os selv. Det gør os rolige.

”Kingfisher. Patience. Warrior chief being taught”

Efter min fascination af manden, blev jeg på magisk vis tiltrukket af den figur, der nu findes i min stue. Den forestiller et menneskeansigt toppet med en symfoni af fjer, og ansigtet er placeret på nakken af et fuglehoved. Fuglen har et spids næb, og både mand og fugl kigger koncentreret nedad.

Da jeg tog den i hånden, så indianeren på mig og sagde med en fast, dyb stemme; ”Kingfisher. Patience. Warrior chief being taught”. Sikke mange symboler i de få ord. Det levede liv bør jo tage udgangspunkt i den figur!

For det handler ikke altid om at øve den egenskab, vi gerne vil forbedre – nogle gange skal vi også kigge på konteksten.

 

Krigshøvdingen kan øve sig nok så meget i at ramme plet, dér hvor han sigter under sin jagt, men hvis hans utålmodige adfærd skræmmer byttet væk, er det jo lige meget; fuldstændig ligesom du kan lave nok så mange avancerede yogastillinger, men hvis du ikke har din opmærksomhed og dit nærvær med i det, mister du en stor del af det potentielle udbytte.

Desuden er der det vigtige budskab, at den store - både i forhold til fysik og status - kan lære så meget af den lille! Den konventionelle tilgang til sundhed og helbred vil kunne lære en masse af de mindre udbredte tilgange som yoga.

Man skal ikke altid skue hunden på hårene, og fordomme om yoga, yogaudøvere og vores praksis’ indvirkning på vores velbefindende, fysisk såvel som mentalt, stammer ofte fra dem, der aldrig har selv har forsøgt sig og mærket effekterne. De stammer fra høvdingens stammemedlemmer.

Det er blot to af tolkningerne, og jeg tænker ofte på det helt tilfældige møde, jeg havde med indianeren den dag – for der er næsten hver dag en anledning…