KØB YOGAUDSTYR HER / HURTIG LEVERING / FRI FRAGT VED KØB OVER 499 KR / PERSONLIG KONTAKT
0

Din kurv er tom

Interview med Helle Nissen fra YogaRollinger.dk

 

Hvilke yogaform underviser du i og kan du fortælle om din kærlig til den og hvorfor ?

Jeg underviser i kundalini yoga samt børneyoga, også med afsæt i kundalini yogaen. Jeg elsker kundalini yoga, fordi den er dynamisk og indeholder aktiv meditation med chanting. Det er også disse elementer, der gør den specielt velegnet som afsæt i børneyogaen. Børneyoga er noget helt særligt! Jeg har selv 3 børn, og lige siden jeg kan huske, har mit liv været fyldt med børn, liv og latter. Yoga for voksne kan godt have en tendens til at blive alvorligt på en nogle gange lidt trykkende måde. Derfor elsker jeg at have børneyogaen med mig i mit yogaliv, for med børneyogaen bliver jeg igen og igen mindet om, at livet er en fest og at vi ikke skal tage det hele alt for alvorligt! Jeg har for længst skrottet alvoren i mit eget liv. For mig er livet et eventyr, og jeg skal da have hele oplevelsen med! Jeg tror fuldt og fast på, at jeg skaber min egen virkelighed og at kun min kreativitet eller mangel på samme sætter begrænsningerne. Yogaen er blevet et sprog, som jeg kan bruge til at kommunikere med andre mennesker og her igennem hjælpe dem til selv at gribe livet og kaste begrænsningerne over bord.

Jeg kunne slet ikke forestille mig et liv uden yoga. Livet ER yoga for mig. Og det betyder ikke at jeg nødvendigvis sidder dybt koncentreret mange timer på yogamåtten hver dag hele tiden og igen. Nej yoga betyder at forene elementerne, forene sig selv med det store hele, med sin krop, sine følelser, sine tanker, med sin familie med fællesskabet. Alt ting hænger sammen. Jeg er af natur et ret sensitiv menneske som så mange andre. Jeg er ikke opvokset i en specielt bevidst eller holistisk familie, og jeg har rigtig mange usunde vaner med mig, som jeg ærligt talt både elsker og hader, og har svært ved at slippe. I virkeligheden kan jeg godt lide ikke at være “yogisk korrekt” hele tiden, og også bare være “et helt almindeligt menneske” med hang til chokolade, lakrids og nutellamadder. Der er yogaen et godt værktøj at have med sig, for når vi ikke altid er lige bevidste om havd vi f.eks. putter i munden, så vil vi komme i ubalance, hvis ikke vi gør noget andet, for at rette op. Yogaen giver mig rum til at være doven på andre områder, og det kan jeg godt lide! Den balance det giver mig, gør at jeg ikke føler mig hævet over andre mennesker. Jeg er helt almindelig og jeg kommer ud i de samme svingninger som alle andre. Det er for mig faktisk en vigtig del af livet, at bevare den forbindelse. Jeg ser ofte personer som er blevet lidt for frelste, og desværre, så har det ofte den virkning at man ikke længere kan relatere til dem. Alt med måde er en god rette snor :)

Hvor henter du inspiration til din undervisning ? og hvad arbejder du med for tiden.

Jeg henter inspiration i alle livets små guddommelige tilfældigheder! Jeg er vågen og opmærksom på de strømninger, jeg oplever omkring mig og er god til at gribe mulighederne og idéerne, når de opstår. Jeg elsker at møde nye mennesker både online og i det virkelige liv. Der er intet så inspirerende som andre mennesker, deres historier og livsforløb. Jeg bliver også meget inspireret af de reelle behov, som jeg møder på min vej. Ofte er de ting jeg giver mig i kast med rettet mod et konkret menneske og dette menneskes behov. Så ender det bare som regel med at det kommer endnu flere mennesker til gode. Senest har jeg f.eks. fået mig et SOS barn i Etiopien, som jeg er blevet fadder til. Lige nu går jeg i udviklingstanker om at lave et yogaspil til børnene i SOS børnebyen, som de kan bruge til at lege yoga. Et menneske, der står mig nært står på en skille vej i livet, og mærker for første gang behovet for at være mere tro over for sig selv og tage nogle andre og mere autentiske valg for sig selv. Dette inspirerer mig også utroligt meget, og jeg er i fuld gang med at studere konceptet rebirthing inden for kundalini yoga, og har en række nye spændende workshops på programmet i efteråret, hvor vi netop kommer ind og rydder op i underbevidstheden helt tilbage fra vores fosterstadie og fødsel, og får muligheden for en ny begyndelse. Det er der rigtigt mange mennesker der har brug for, lige som der er mange, der har brug for at få genetableret kontakten til deres eget indre barn. Tror faktisk det kan være med til at redde verden, at redde de fortabte indre børn. Det er den teori jeg arbejder ud fra i hvertfald!

Run and relax - Stort udvalg i Run&Relax produkter‎

Fortæl om din vej til yoga’en i dit liv. Hvordan fandt du den? Eller fandt den dig?

Jeg begyndte at arbejde med personlig udvikling mange år før jeg fandt yogaen. I lang tid brugte jeg forskellige former for meditation og energiarbejde og var meget bevidst om f.eks. loven om tiltrækning, at vi selv er ansvarlige for vores følelsesliv og vores liv i det hele taget. Det var et meget stort og tungt ansvar for mig at bære, da jeg havde haft nogle store personlige udfordringer i mit tidlige voksenliv, som gjorde det tungt og svært for mig at finde glæden igen. Min far slog, efter et meget dystert år, hånden af mig og tog sit eget liv, og på samme tid fik jeg mine første børn med en mand, som virkelig satte mig på prøve. Det var en svær tid, og jeg var drevet af kærligheden til mine børn. Jeg vidste at JEG måtte tage ansvaret på mine skuldre og løfte mig op over det kaos, jeg stod i og få bygget mig selv op til at være et godt forbillede for mine børn. At jeg måtte lære at elske og respektere mig selv, for at de kunne vokse op og elske og respektere sig selv og få den bedste forudsætning for et lykkeligt liv. Men det var ikke let. Slet ikke. Jeg gik gennem mange forskellige processer i min søgen bla. flere år, hvor jeg øvede mig intenst i at lære at rumme og elske mig selv med alle mine fejl, skygger og mangler, og i slappe af med at være den jeg er. Men der manglede hele tiden noget. Lige fra første færd havde jeg et brændende ønske om at blive lærer og give tingene videre. Men jeg kunne ikke, for det hele var hele tiden lidt forkert. Der var noget der manglede.

Det noget fandt jeg i kundalini yogaen. Det var kærlighed ved første kriya. Jeg indså med det samme, at her var den teknologi,som jeg hele tiden havde manglet. Redskabet til at bevare jordforbindelsen via mit åndedræt, kontakten til min krop og mantraerne og kriyaerne til at bryde de negative mønstre i min hjerne, som jeg ikke med tankens kraft alene kunne få bugt med. Jeg var tæt på bunden, da jeg mere eller mindre tilfældigt købte en dvd med kundalini yoga sammen med alle mulige andre dvd’er med andre yogaformer, tai chi osv. Jeg lå i konflikt med mine børns far i statsforvaltningen, var blevet udsat for sexchikane og mobning på mit arbejde og var på alle måder blevet overansvarlig og overanalyserende på en ekstrem usund måde i mit liv. Jeg havde haft et par skræmmende angstanfald og oplevede en enkelt gang at ligge og kravle stortudende rundt på køkkengulvet med en kniv i hånden, velvidende at jeg ikke kunne få mig selv til at bruge den på mig selv, men lysten var der! Livet var simpelthen blevet for svært. Jeg var gennemtrængt af en følelse af ikke at kunne finde ud af det, ikke at slå til, ikke at være god nok. Jeg orkede ikke flere analyser og troede at den nemme løsning hed medicinskbehandling, og fik lykkepiller ved lægen. Men de skræmte mig bare enndu mere og efter to piller, gik jeg på nettet og købte dvd’er med alle mulige former for yoga og lignende. Her mødte jeg Maya Fiennes og kundalini yogaen. Jeg stod tidligt op hver dag i 14 dage og lavede dvd’en inden jeg vækkede mine børn, og de 14 dage ændrede mit liv! Det kunne simpelthen ikke gå hurtigt nok for mig, at lære alt hvad jeg kunne om denne yogaform. Jeg følte at jeg allerede var 10 år bagud. Og da der ikke var en lærer i Danmark på det tidspunkt, måtte jeg klare mig med Mayas DVD’er , og jeg begyndte samtidigt at rejse til London en gang om måneden for at lave yoga der ovre. Min bedste veninde var heldigvis lige flyttet derover, så det var let. En dag fik jeg et nyhedsbrev med en annonce for en børneyogalæreruddannelse baseret på kundalini yoga. Den meldte jeg mig til, da der var mere end et halvt år før jeg kunne starte på den “rigtige” kundalini yogalæreruddannelse.

Mit møde med børneyogaen var derfor ret tilfældig, men vakte straks min største kærlighed. Med et gik alt op i en højere enhed og min kærlighed for mine egne børn, hele drivkraften bag min egen transformation og søgen, blev centrum. Børneyoga giver så meget mening for mig og jeg elsker at lave børneyoga både med børn og voksne. Vi er alle sammen børn når det kommer til stykket, og jeg har aldrig foretaget mig noget med mennesker, som i så høj grad vækker glæde og giver energi og nærvær, som børneyogaen gør det. Senere tog jeg også kundalini yogalæreruddannelsen og nu arbejder jeg med begge spor, og underviser lærere og pædagoger i hele landet i at lave yoga med børn.

Hvordan tager du yoga med uden for måtten? Hvordan viser det sig i dit liv?

Jeg er modig og jeg prøver altid at se tingene fra flere vinkler. Det er noget af det vi lærer ved at stå på hovedet og opleve kroppen i nye vinkler. Det åbner også sindet. Jeg er ekstrem ærlig, direkte og autentisk i mine forhold med andre mennesker. Jeg er ikke bange for at sige tingene som de er. Og jeg er heller ikke bange for at ruske op i tingene, når det er påkrævet. Og så er jeg god til at slappe af. Jeg er et forfærdeligt rodehoved, og jeg er rigtig god til at mærke efter og give mig selv et break. Men jeg er også fysisk stærk, og når der skal renoveres hus eller laves have, så kan jeg mere end de fleste store stærke mænd, og jeg elsker at bruge min krop på den måde også!

Run and relax - Stort udvalg i Run&Relax produkter‎

Hvilken effekt har yoga haft på dit liv?

Yogaen har helt sikkert reddet mit liv. Jeg kunne ikke længere eksistere i mit hoved, i mine tanker og analyser uden den tilstrækkelige jordforbindelse. Jeg led meget. Men yogaen har givet mig min krop tilbage og med den naturligheden. Børneyogaen har givet mig uskyldigheden, letheden og glæden, og jeg forundres dagligt over livets magi, de konstante nye muligheder og døre, der åbner sig, når jeg samarbejder med universet og lytter efter og er tro imod mig selv, og tør! For det at turde, er også noget jeg får med mig fra yogaen. Når jeg er i tæt kontakt med min krop og mærker jorden under mine fødder, så er der næsten ingen grænser for hvad jeg tør kaste mig ud i. Hey det hele er jo bare en leg!

Hvorfor syntes du man skal begynde at gå til yoga?

Jeg syntes at man skal begynde at gå til yoga fordi livet simpelthen er for kort til ikke at bruge det fuldt ud. Alt for mange mennesker lever i en trædemølle og passer deres forpligtigelser og har aldrig taget sig tiden til at koble fra, lytte ind til sig selv og turde bryde med vanen og traditionen. Hvis man trives med sine vaner og med traditionen, så er alt jo fint. Men mange mennesker trives ikke, og ser vi på den almene sundhedstilstand, så er der alene her et godt incitament til at begynde en yogapraksis, for med yogaen kan man nemlig selv holde sin krop og sit sind sundt og undgå meget medicin senere i livet! Yogi Bhajan sagde det så fint: “If you don’t go with in, you go with out”. Og hvor snyde sig selv og gå gennem livet uden sig selv? Det vil jeg ihvertfald ikke. Jeg vil da opleve glæden ved mirakler. Hver dag! Og det gør jeg.

Hvor har du taget din uddannelse? Og efteruddannelse?

Jeg har taget mine uddannelser forskellige steder i verden og efteruddanner mig løbende. Jeg startede min rejse i London hos Starchild Yoga, senere Karam Kriya i London som også bragte mig til Portugal og senest København, hvor vi fik internationalt besøg af den skønne GuruDass Kaur, som har arbejdet med børneyogaen hele livet. Næste år skal jeg tage endnu en børneyogalærer uddannelse på Bali, hvor en del af uddannelse er at undervise børnene på den meget anderkendte skole Green School. Det glæder jeg mig meget til, for jeg er stor fan af Green School som har en helt anden tilgang til undervisning end f.eks. den danske folkeskole.