Himalaya En hilsen fra Uttarakhand helt oppe skyerne hvor vi er på Yatra langs Ganges-floden eller pilgrimsfærd, hvis man er troende hindu.
Yogalove.dk blogger Jens Bache
Først har vi været på en 5 dages retreat med vores yogamester Sharath Jois i Uttarkashi, som er et af de meget kraftfulde spirituelle steder, hvilket forklares med at sløret mellem den spirituelle og materielle verden er tyndere her end andre steder.
En yogis rejse starter i Benares (Varanasi eller Kashi), hvor man opsøger viden og lærdom. I Haridwar og Rishikesh mediterer man og reflekterer over denne visdom, for i Uttarkashi (det nordlige Varanasi) at udleve disse forskrifter og erfare ens egen spiritualitet.
Efter vores yoga-retræte er vi rejst videre op ad Ganges, som kaldes Bhaghirati på den øverste del, til Gangotri. Det er her at Shiva ifølge myten fangede flodens kraft i sit store hår, jata, som kan ses på alle billeder og statuer af ham, da gudinden Ganga kom ned til vores verden, idet hun truede med ødelæggelse. Shiva fangede kraften og Ganga leverede moksha, frigørelse, til menneskene.

Det har været en tur videre helt op til Ganges udspring kaldet Gaumukh, koens mund, hvor vandet fosser ud fra gletsjeren i 4000 meters højde under bjerget Bhagiratha, som også var den konge der bragte Ganga ned til jorden, - og med Tibet lige på den anden side.
Vi gik opad i 1½ dag, overnattede i telt i frostgrader og næste morgen op ved daggry for at gå de sidste kilometer. Da vi nåede udspringet vaskede vi alle synderne af i iskoldt vand... jo tak, det skal nok hjælpe på dårlig karma og vi føler os som nyfødte yogier.

Og sidst tappede vi også en liter helligt vand til at tage med ned igen, som nok skal hele ømme fødder og trætte ben, samt fjerne hovedpine fra højdesyge og fortsat skylle karma bort.
Om Namah Shivaya
Jens
Astanga Yoga København
www.astanga.dk