Anmeldelse: Yoga for sportsfolk

Yoga for sportsfolk

Af Vivi Lund Jacobsen

Når du sidder med ”Yoga for sportsfolk – vejen til bedre præstation” i hånden, kan der være flere grunde til dit valg af netop denne bog.

Måske er du bare nysgerrig; muligvis er du i en proces, hvor du fordyber dig i flere af de moderne synspunkter, yoga har at tilbyde; men med størst sandsynlighed er det fordi, du dyrker sport – enten som elite- eller en-gang-imellem-udøver – og synes, du mangler noget i din træning for at kunne yde bedre.

Som yogalærer og forelsket i de meget langsomme, selvforkælende, lettere filosofiske yogagrene er det – indrømmet – med en vis portion skepsis, jeg vender bogens forside, som er prydet af dens forfatter Sisse Jensen Dall som smuk superkvinde med et intenst, præstationsberedt blik.

Min forventning er, at jeg vil møde en række fysisk fokuserede øvelser, der skal løsne eller opstramme de helt rette steder. Hvis du hurtigt bladrer bogen igennem, vil du se, at sidste halvdel har fine billeder med mennesker, du kender.

Sisse Jensen Dall har fået illustrativ assistance af blandt andre håndboldspiller Josephine Touray og fodboldspiller Thomas Delaney. De viser udførelsen af de valgte yogastillinger, mens grundige beskrivelser fortæller dig, hvordan du selv gør samt om fordele og variationer af de enkelte stillinger.

Opdelingen af denne del af bogen er ret smart, da forskellige sportstyper har hver sit afsnit, der afsluttes med en opsamling af de præsenterede stillinger, så den enkelte type får sin egen, lille sekvens.

Stillingerne er både gammelkendte klassikere, men der er også stillinger, der ikke er en del af de fleste yogaklasser. Ved dette første øjekast bliver den forudfattede forventning delvist bekræftet: her er yoga med et rent fysisk, effektivt formål.

 

Yoga for sportsfolk - Sisse dall - Yogalove.dk

 

Men når du så gør, som man bør, og bladrer tilbage til bogens første del og starter dér, så bliver den betragtning gjort til skamme.

For Sisse Jensen Dall forklarer her, hvorfor yoga er eminent som et lovligt præstationsmiddel for sportsfolk, og du vil med det samme mærke, at yogaens oprindelige hensigt er med hele vejen. Her er fokus på både det fysiske og det mentale.

Læs interview med Sisse Dall her

Sisse Jensen Dall væver med den røde tråd i form af termen ”balance”. Gentagne gang fremhæver hun vigtigheden af en krop og et sind i balance – og samspillet mellem det fysiske og det mentale aspekt.

Hun præsenterer sågar sine læsere for et relevant Yoga Sutra-citat, der understøtter hendes forklaringer. Hun fremlægger også flere filosofiske nødvendigheder i relation til præstationssammenhænge og tør fortælle, hvordan enhver sportsudøver bør sætte egoet i baggrunden og mærke, hvad det egentlig gør ved os at kunne slippe forventningerne til vores egne præstationer. Løbende krydres disse fremlæggelser med henvisninger til konkrete eksempler fra sportens verden, som hjælper dig til at kunne få øje på de åbenlyse sammenhænge.

I det allersidste kapitel tuner Sisse Jensen Dall kort ind på vejrtrækning og teknikker til meditation, hvilket sløjfer bogen fint af. Dermed kommer ”Yoga for sportsfolk – vejen til bedre præstation” hele vejen rundt. Det gør yogalæreren glad – og det bliver alle sportsfolk, der vil læse og bruge bogen, med garanti også.