Der er livet, og livet er let. Livet har ikke noget problem med at være liv, selv i en sammentrukken krop.
Og så er der det at leve, hvilket umiddelbart kan være lige så let som livet, men oftest ikke er så nemt endda? Der opstår ubalance, og ved ubalance fremkommer ubehag og irritation, derefter smerte. Så, der er livet, og så er der det at leve livet.
Her kommer en måske-påstand: Der er indikationer på at yogaen stammer helt tilbage fra Indusdalens (i nuværende Pakistan) oprindelige mange landsbysamfund, for mere end 6000 år siden(helt op til 10.000 år).
Den gang havde hver landsby en shaman, og shamanens opgave var at rense landsbyen og individerne for deres ubalancer, sørge for at der blev orden i kaos imellem naturens kræfter.
Da alle disse landsbyer udviklede sig i handel med andre lande, voksede og fik mange nye informationer ind, begyndte en proces at ske… noget begyndte at ændre på shamanernes arbejdsgang, således at den blev mere nutidig og tilpassede sig landbyboernes behov.
Gennem tid har shamaner måske tilpasset sig krav, således at de virkeligt kunne hjælpe befolkningen. Måske her fra er shamanerne blevet formet gennem hundreder af år til en slags rishier (seere) og senere yogier, som underviste folket i at stilne deres sind, spise ordentlig mad, rense deres kroppe, være hygiejniske, leve i overensstemmelse med livet… også for flere årtusinder siden fandtes der naboopgør, misundelse, drab og snyd, sygdom og skader, hvilket skabte ubalance i hele landsbyen.
Også dengang var der et behov for virkelig genoprettelse med livet selv, selv om de fleste sikkert var rimeligt i svingning med helheden, det meste af tiden?
Der er under alle omstændigheder, gennem tid, fremkommet nogle teknikker, først gennem shamaner, som senere er blevet til brahmin-kasten, og især gennem de få, der blev kaldt rishier.
Men vi bør huske, at yogaøvelser ikke er livet selv, men er nogle ”kunstige” øvelser og metoder, som man kan gøre, for at få det bedre med sig selv, og i bedste fald genskabe et liv i overensstemmelse med livet selv, for at leve ubesværet og frit.
Dvs. at vi skal holde øje med ikke at hægte os på yogaøvelser og gøre os afhængige af at dyrke metoder, som om det hele falder sammen, hvis vi ikke altid gør dem, men lære at slippe metoderne, når vi er i totalsvingning med livet selv.
Pointen er, at jeg’et kan komme til hele tiden at adskille sig fra livet selv, i en overbevisning om og en afhængighed af, at hvis det bare træner de og de teknikker altid, så skal det nok en dag ”få fat i det liv”. Det er en misforståelse.
Yogaøvelser er en slags kunstig tilsætning som du kan benytte dig af, indtil du svinger godt – og så er det fint at slippe teknikkerne og ikke blive ved at skulle udøve dem.
I dag springer der her i vesten et utal af bevægelser, yogaøvelser og stillinger(asanas) frem, og bliver kaldt et sanskritnavn. Det er kunstigt, det er ikke opfundet af datidens rishier. Det samme med pranayama, koncentrationsøvelser, meditationsøvelser osv.
Skønt det er en slags fortynding, så er det fint og det er godt, for det kommer alle til gode. Der er yoga i fitnessale med musik og drøn på, der er yoga i shalas med gongs og namasté og chanting. Der er yoga med særlige props og yoga med særligt tøj på.
Der er hatha, tantra, bakthi, karma, jnana, kundalini, laya, mantra, svara, vedanta, alt sammen gamle yogaarter, som danner basis for de hundreder moderne forsøg på yoga overalt på kloden. Sørenyoga, Jeffineryoga, dityoga og datyoga, med hver deres specialitet og mange gange med lovning om alverdens heling og lykke.
Det er stadigt fint og godt, bare det kommer folket til gode. Vi skal bare huske, at yoga træning af alskens slags, består af kunstigt opfundet teknikker, øvelser og metoder, lige som man også spiser særlige urter og rødder, for at genoprette en balance – og så spiser man dem ikke mere.
At leve livet er at mærke livet… så, hvorfor dyrker du yoga?