KØB YOGAUDSTYR HER / HURTIG LEVERING / FRI FRAGT VED KØB OVER 499 KR / PERSONLIG KONTAKT
0

Din kurv er tom

Yoga-hvaffor noget

Savnede du årets store danske yogabegivenhed Yogafestivalen på Tiøren i sommer, så er der rigtig godt nyt. For til marts kommer Yoga Games til København, og en af kræfterne, der står bag det, er danske Stina Madelaire, som siden 2011 har arrangeret Yogafestivalen sammen med to andre ildyogasjæle.

Af Astrid Krysfeldt Hansen

Og selvom Yoga Games på mange måder er et andet koncept, så sætter Stina Madelaire alt ind på, at den samme gode stemning skal gennemsyre DGI-byen, hvor Yoga Games bliver afholdt 20.-22. marts 2020.

”Yoga Games har en anden appel end Tiøren, hvor det var udendørs, og man ikke vidste, om det ville regne, eller om solen ville skinne, og selve formatet var lidt mere flydende. Det her er en konference, hvor vi også meget gerne vil række udenfor Danmark og hente inspiration, og hvor man har mulighed for at møde undervisere, man ikke ellers lige oplever,” siger hun.

Yoga-hvaffor noget

Yoga Games er Skandinaviens største yogakonference og har eksisteret i Sverige siden 2011, hvor den fandt sted for første gang i Gøteborg. I 2015 åbnede Yoga Games i Stockholm og i 2018 i Malmø. Og nu er det så København, der står for tur. Eventet varer tre dage og udover en masse yogaworkshops, er der også foredrag og en stor helsemesse, hvor man kan købe yogatøj, yogaudstyr og meget andet.

Stina Madelaire vurderer, at konceptet nok appellerer lidt mere til yogakendere, end Yogafestivalen gjorde, fordi eventet har formatet ”konference,” og også er lidt dyrere.

”Yogafestivalen var meget ”Hey, kom forbi og tag dine venner med, dyrk noget yoga og hæng ud,” imens Yoga Games er et mere fast format, der har kørt i tre forskellige byer i Sverige i flere år,” siger hun.

En stor forskel på de to events er, at Yoga Games foregår indendørs, så man er ikke afhængig af vejret. Derudover kan man forhåndstilmelde sig de klasser, man allerhelst vil være med på, så man faktisk kan planlægge alt hjemmefra.

Og hvis man er typen, der bare gerne vil dukke op og mærke efter, hvad man har lyst til på selve dagen, er det også en mulighed – selvfølgelig med det forbehold, at der er plads på klassen.

 

Oplev YogaGames i København

Ingen Olympiske Lege

Selvom konceptet især taler til dem, der godt ved, hvordan både hundestæk og Chaturanga Dandasana ser ud, så fortæller Stina Madelaire, at Yoga Games er for alle. Også nybegyndere.

”For nogle kan selve navnet Yoga Games måske virke afskrækkende, fordi det lyder som De Olympiske Lege eller en form for konkurrence, men det er en invitation til at have det sjovt og prøve noget andet, end man plejer,” siger hun.

Der er f.eks. et drop-in område, hvor man kan prøve yoga gratis. Og køber man billet, kan man tilmelde sig fem klasser eller foredrag pr. dag.

Hun håber, at hun kan trække noget af Yogafestivalens gode energi og vibe med ind i det nye koncept. Mange af underviserne har også tidligere deltaget i Yogafestivalen, så planen er at tage det community og sætte det ind i en ny ramme.

”Der er mange, der siger, ”Åh, det var også så dejligt, det var udendørs lige ved vandet osv.,” lige indtil der kom skybrud, så var det jo ikke så dejligt, og det er noget af det, der er anderledes, og som forhåbentligt også vil være med til at gøre det hyggeligt og rart,” siger hun.

Billetprisen for en dag er 1000 kr., og hvis man booker sin billet på yogagames.org inden den 8. december, får man en early bird-rabat, ligesom man kan få 15 pct. rabat, hvis man skriver ”Yogalove,” når man køber sin billet.