KØB YOGAUDSTYR HER / HURTIG LEVERING / FRI FRAGT VED KØB OVER 499 KR / PERSONLIG KONTAKT
0

Din kurv er tom

Lockdown Yoga

Lockdown Yoga.

Af Yogalove Ann-Charlotte Monrad

Onsdag d. 11. marts burde landets yogalærere egentlig have jublet. Det vi prøvede at overbevise vores elever om at gøre i hver eneste klasse – at være fuldt til stede i nuet – var endelig en realitet, og den var endda påkrævet af staten.

Vi blev dog alle i løbet af ganske få øjeblikke klar over, at mens det er fuldkommen fantastisk at give sig selv små øjeblikke af totalt nærvær i en yogapraksis, så er den tilgang ret meget sværere at overføre til en almindelig hverdag. Uanset hvor gode vi er til at være i nuet, har langt de fleste af os brug for en eller anden form for fremtidsplan, både i forhold til vores arbejdssituation, vores fritidsinteresser og vores møder med dem, vi holder af. Når vi mister muligheden for at være medbestemmende i forhold til vores fremtid, bliver livet lige pludselig udfordrende på en måde, der er virkelig svær at håndtere, fordi den får os til at føle os magtesløse.

Min første tanke da landet lukkede ned var, hvordan jeg fortsat kunne dele yogaen med mine elever.

Jeg har undervist siden jeg var ganske ung og igennem alle mulige former for opture og nedture, og at dele yoga er min måde at forholde mig til livet på. Det faldt mig derfor ikke et øjeblik ind at lukke ned for alt og sidde stormen ud.

Jeg vidste, at vi både havde brug for yogaen for at holde os fysisk sunde, men at det fællesskab, som yogaen giver mange af os, og i særdeleshed os, der er alene, var helt uundværligt i denne uvante situation.

Jeg lå selvfølgelig ikke inde med professionelt videoudstyr, men jeg havde min telefon og et stativ til den, og dagen efter at alting lukkede ned, livestreamede jeg for første gang.

Jeg har siden læst en del kritik af yogalærere, der livestreamer. Et af kritikpunkterne er, at det at tilbyde yoga i et åbent forum, hvilket potentielt gør yogaen gratis, devaluerer dens værdi. Jeg er absolut ikke enig.

I mit eget tilfælde ville det at have skullet stable en betalingsportal på benene helt sikkert have afholdt mig fra at undervise online, og hvis jeg ikke er villig til at dele min yoga, når der er allermest brug for den (også selvom jeg ikke kan være sikker på betaling) er det for mig en devaluering af yogaen.

På min skole beder vi i stedet dem, der følger vores online-undervisning, om at donere et beløb, enten for enkelte klasser, for en længere periode eller ved ikke at stille deres medlemskab i bero, og jeg bliver konstant rørt over, hvor meget støtte vi før. Selvfølgelig er der sikkert nogen, der gør brug af vores yoga som en gratis service, men det må så være op til dem.

For mig som underviser har det været en gave at få lov til at dele ud af de redskaber, som ikke altid kommer op af posen i en almindelig, travl hverdag.

I par uger inden landet lukkede ned underviste jeg med en anden lærer et retreat i Goa, hvor vi skabte nogle klasser, vi kaldte Prana Mellow. Det var en blanding af myofascial release, helt stille bevægelse, enkel pranayama og restorativ yin, krydret med lidt yogafilosofi. Både vi og eleverne elskede klasserne og i øjeblikke føltes det som om vi kom helt ind og rørte ved yogaens sjæl. Vi snakkede om muligheden for at dele den slags klasser i København, men blev enige om, at hverdagen i storbyen kører alt for hurtigt til at det ville give mening. Little did we know…

Som vi bevæger os dybere og dybere ind i nedlukningen oplever jeg, hvordan det netop er en fornemmelse af frihed i bindevævet, vores forbundethed via vejrtrækningen, vores evne til at bevæge os så stille og nærværende, at vi virkelig mærker hvad der er på færre i det bombardement af følelser, som vi sikkert alle oplever på et dagligt plan, der gør en altafgørende forskel i den yoga, jeg selv praktiserer og deler.

Jeg havde vist i starten en plan om, at jeg nu ville få tid og overskud til at dykke ned i en lidt mere fysisk udfordrende praksis, men sådan er det slet ikke gået. For der er udfordringer nok lige nu, og jeg nyder den stille styrke, det rolige nærvær og den vejrtrækning, der beroliger mit nervesystem, mens jeg gør mig klar til at kunne rumme hvad end der kommer. En sej armbalance er selvfølgelig stadigvæk yoga, men lige nu er den vigtigste yogapraksis for mig at lande i dyb en erkendelse af, at grunden til, at det er så vigtigt at kunne være i nuet med ro og nærvær er, at vi i bund og grund ikke aner, hvad næste øjeblik vil bringe. Og selvom jeg synes, at denne periode er så hård for så mange af vores medmennesker, særligt i de fattigste områder af verden, at jeg helt vil afholde mig fra at sige, at den da helt sikkert vil bringe noget positivt med sig, så er dette en lærdom, jeg vil tage med mig: Alt kan forandres på et splitsekund, og en yoga, der giver mig den mentale styrke til at navigere i den erkendelse, er en yoga for livet.

Prøv en Prana Mellow-klasse: https://www.youtube.com/watch?v=zFYDUj5whzc

Prana Yoga Shala livestreamer på Facebook, og du finder selvfølgelig også alle de tidligere livestreamede klasser på vores Facebook-side: https://www.facebook.com/PranaYogaShala