KØB YOGAUDSTYR HER / HURTIG LEVERING / FRI FRAGT VED KØB OVER 499 KR / PERSONLIG KONTAKT
0

Din indkøbskurv er tom.

Læs om urban retreat hos Birgitte Gorm Hansen - Oplev Birgitte på Copenhagen Yogafestival.

ET KALEJDOSKOP AF SANSEFORNEMMELSER
urban retreat hos Birgitte Gorm Hansen

Af Kira Maria Sandholdt

De gange hvor jeg i min sommerferie har påmønstret en sejlbåd, er der altid gået et par dage med rastløshed og kedsomhed før jeg forstod, at jeg lige så godt kunne lade være med at lede efter ting at give mig til, og bare sænke skuldrene og lade mig flyde med. Denne overgivelse betød, at jeg pludseligt var fuldt ud underholdt.Sagt på den ultrakorte og kærligst tænkelige måde; sådan føltes dette retreat for mig.

33

Når jeg hører ordet Dynamic yoga, tænker jeg umiddelbart at det er noget der foregår i et flow i et højt tempo og at man får rigeligt sved på panden. Det var ikke helt det, der mødte mig og ca. syv andre kvinder den 20. juni om eftermiddagen, da vi trådte ind i Birgitte Gorm Hansens helt fantastiske lejlighed med udsigt over Sluseholmens kanaler og Amager fælled.
Den sene fredag eftermiddag fungerede som en introduktion til weekendens længere retreatdage; Birgitte fortalte om de praktiske omstændigheder og en yogi-etikette, som skulle danne rammen om et dybdegående og nærende retreat. Herefter gik vi så småt i gang med dagens praksis, hvor alt andet, end hvad jeg naivt havde klædt mig på til, skete.
Vi brugte meget tid liggende fladt på maven, på at strække, forlænge og afspænde arme, ben og rygsøjle. I små langsomme gentagende bevægelser blev vi trygt og sikkert guidet til at mærke nærmere efter. Mærke efter sanseoplevelser i benene, lænden og rygsøjlen. En på én gang nørdet og en anelse uvant søvndyssende praksis, som lå langt fra min forestilling om sveddryppende muskelyoga.

Efter flere års ind- og udånding på bestemte asana-flows var det ligeledes nyt at få lov til at praktisere Dynamic yogas Free Breathing. Det var skønt at slippe ”ansvaret” for at trække vejret og simpelthen lade åndedrættet oxidere kroppen på egen hånd.
Mange yogier kan sikkert nikke genkendende til ujjayi-åndedrættets hvislende og endda nogen gange hvæsende lyd på de fleste yogaklasser, men i Dynamic yoga er det eneste krav til vejrtrækningen, at den er fri og dermed bevæger sig som den vil. Jeg er fan.

Er der noget der larmer?

Om morgenen lørdag og søndag dryssede vi i tavshed alle ind på vores måtter og påbegyndte hver især vores egen lille morgenrutine, hvad end det var at meditere siddende, praktisere pranayama eller slappe af liggende. Dagene forløb herfra med en længere, og på sin egen måde hård, guidet morgenpraksis og en spørgetime-præget og roligere eftermiddagspraksis, hvor der var plads til at stille spørgsmål, supernørde og dykke dybere ned i stillinger og bevægelser.
”Er der noget der larmer?” Birgitte spørger hvad der sker i kroppen for, at jeg skal mærke efter. Mærke efter de sansefornemmelser jeg måtte have rundt i kroppen. Det var ikke alt jeg kunne mærke – og dog.. som weekenden skred frem gav cues som ”ræk længde fra armhule til fingerspids og fra fingerspids til skulder” mere og mere mening og jeg er sikker på at min evne til at rumme og mærke et helt kalejdoskop af sanseoplevelser langsomt blev skærpet.
Efter, til en start, at have følt mig rastløs og søgende, indfandt roen sig i løbet af lørdagen og jeg fik plads til at nyde det. Jeg fik ro til at mærke efter og nyde mig selv, min krop og at der lige der ikke fandtes noget vigtigere. For mig er dét meningen med yoga.

Dette retreat var ikke bare mit første møde med Dynamic yoga, men også mit første møde med Birgitte, som på én gang var frisk, mild og energisk nærværende.
Stemningen gennem retreatet var uhøjtidelig, men samtidig rolig og centreret. Det var tydeligt at mærke, at her kom man for at lade batterierne op og give sig selv rum og tid til selvudforskning og pleje.

12

Begge dage blev der midt på dagen serveret en yderst lækker ayurvedisk frokost, hvilket jeg synes satte prikken over i’et på dette retreat. Om lørdagen var frokosten tilberedt med udrensende ingredienser og om søndagen med beroligende, således at menuen matchede yogaens forløb og dannede ring om den minirejse, vi sammen var på.

Som Birgitte selv beskriver det, er yoga nogen gange som at spise koriander – det tager lige nogle gange inden en stilling eller en handling giver mening. Jeg har endnu ikke lært at spise koriander, men det er bestemt ikke sidste gang jeg re-treater mig selv med Dynamic Yoga og Birgitte Gorm Hansen.

Namaste

Oplev Birgitte og Dynamic yoga på dette års Copenhagen Yoga festival i weekenden den 30.-31. august eller læs mere om Birgittes retreats og kurser på dynamicyoga.dk