KØB YOGAUDSTYR HER / HURTIG LEVERING / FRI FRAGT VED KØB OVER 499 KR / PERSONLIG KONTAKT
0

Din kurv er tom

Yoga er mit liv! Jeg har boet i mit yogastudio i 7 år

Hvilke yogaform underviser du i, og kan du fortælle om din kærlig til den og hvorfor?

Af Ulla Steen 

Jeg underviser primært i Kundalini yoga. Hver gang jeg sætter mig på yogamåtten og Kundalini yoga er på menuen, skyller der glæde og lykkefølelse gennem min krop.

Jeg er fuldstændig til stede og hver celle i kroppen danser til musikken, mantra´erne. Jeg nyder synet af mine deltagere, der arbejder hårdt og koncentreret, for derefter at lade smilet brede sig hen over ansigt og krop, når den dybe indånding afløses af den lange udånding efter hver øvelse. Det er for mig et rum fyldt med livskraft, livsglæde og fællesskab.

Jeg er uddannet Hatha og Kundalini yogalærer og har efteruddannelser i mange grene indenfor Yoga, Pilates og QiGong, men Kundalini yogaen åbner for mig en verden af inspiration og livsvisdom. Det er en intelligent yoga, der kræver mere af dig, men til gengæld “betaler” tilbage tusindfold.

IMG_1046


Hvor henter du inspiration til din undervisning? Og hvad arbejder du med for tiden?

Inspiration kommer alle vegne fra! Er man en lille smule observant, ligger verden indenfor og udenfor din hoveddør, som et kæmpe opslagsværk i viden om livet og hvad det indebærer på godt og ondt.

Fagligt henter jeg stor inspiration i den kinesiske medicin. Interessen blev kickstartet på en TCM og QiGong uddannelse i Kina for år tilbage. Hvis man kan læse indenad i Kundalini yogaens kriya´er, vil man opdage at de bygger på den urgamle viden om kroppens energibaner/nadis.

Jeg har rejst meget i forbindelse med mine yogauddannelser, hvilket har givet mig inspiration fra andre kulturer og måder at dyrke yoga på. De mest inspirerende lærere jeg har haft, er dem der ikke udelukkende har lært mig asanas og teknikker, men har formået at forandre mit perspektiv på livet. Det er mit håb at jeg kan gøre det samme for mine elever/deltagere.

I øjeblikket arbejder jeg med workshops både i København og Svendborg med emnet: "The Ten Bodies”. Det er nok det mest spændende og lærerige tema jeg til dato har beskæftiget mig med. At dykke dybt i både den fysiske og ikke mindst mentale del af menneskers livsgrundlag og potentiale, er en rejse ind i dig selv.

Fortæl om yogaens vej i dit liv. Hvordan fandt du den? Eller var det den, der fandt dig?

For mange år siden arbejdede jeg med noget helt andet end yoga. Jeg var temmelig stresset og tæt på udbrændt, da jeg mødte yogaen. Det var et lokalt hold i Dansk Yoga regi, med en sød og venlig moden yogalærer. Hende skylder jeg stor tak! Hendes blide og kærlige undervisning var lige det, jeg trængte til. At blive mødt præcis der, hvor man er i livet, uden de store krav til at yde mere end man er parat til, gjorde en kæmpe forskel for mig. Jeg endte med at deltage på alle hendes hold - så vidt jeg husker 4 gange om ugen…. . De 4 gange om ugen og et år på Grønland ændrede mit liv. Jeg tog herefter min første uddannelse som Hatha yogalærer og siden da, har yogaen og jeg været uadskillelige.

IMG_2286


Hvordan tager du yoga med dig uden for måtten? Hvordan viser det sig i dit liv?

Det spørgsmål er forholdsvis nemt at svare på…. Yoga er mit liv! Jeg har boet i mit yogastudio i 7 år - det er først nu, jeg er rykket i min “egen” lejlighed i København K. Jeg skelner ikke mellem yoga på måtten og mit liv iøvrigt. Jeg prøver så godt jeg kan at “walk the talk”. Det er ikke altid nemt, men så er det jo rigtig dejligt at vide at transformation ikke sker fra den ene dag til den anden. Det er en livslang proces, hvor det for det meste handler om at tilgive sig selv for de tilbageslag der uvilkårligt vil komme, når man prøver at blive et mere accepterende og helt menneske, med de fejl og mangler vi alle rummer.

Hvad er dit næste stop med yoga i dit liv? Den næste drejning/retning?

Min efterhånden lange livserfaring siger mig at: “Det det der kommer til dig gør dig lykkelig. Det du løber efter, gør dig ulykkelig". Derfor lader jeg skæbnen råde. Kommer der et projekt der ligger lige til højrebenet, jamen... så sparker jeg det igang.

Hvilken effekt har yoga haft på dit liv?

Egentlig er det et lidt overflødigt spørgsmål, hvis man har haft tålmodighed til at læse det ovenstående, men lad mig sige det metaforisk:
Yogaen blev den redningskrans, der reddede mig fra druknedøden i det stressede og ubevidste hav.
Læs mere om workshop, spændende retreats og om Ulla