KØB YOGAUDSTYR HER / HURTIG LEVERING / FRI FRAGT VED KØB OVER 499 KR / PERSONLIG KONTAKT
0

Din kurv er tom

En yoga, der bare er din - tips til en hjemmepraksis

En yoga, der bare er din - tips til en hjemmepraksis

For os, der elsker yoga, er det at blive budt velkommen på sin måtte af en dedikeret yogalærer, der guider os på en rejse igennem kroppen, en af de bedste gaver, vi kan give os selv, uanset om vi er til det stille, det stærke eller det tempofyldte. Det kan være mere end svært at få fornemmelsen fra klasserne med ind på stuegulvet derhjemme, selvom der efterhånden er masser af yoga at finde på nettet.

Men af og til snyder vi os selv for det gavnlige ved en hjemmepraksis, fordi vi tænker, at det skal føles på samme måde, som når vi er til yoga i et studie: Stemningen i rummet, lærerens melodiske stemme, energien fra de andre og ikke mindst det at det ikke er dig, der har ansvaret for de nullermænd, du måske får øje på undervejs.

Men det, der måske er allermest dyrebart ved en hjemmepraksis, får du ikke så nemt til en klasse. For det er nemlig muligheden for at dvæle i din egen stilhed og lytte til det, kroppen fortæller dig. Hvad har den brug for lige præcis nu?

Hvis du starter på ryggen med knæene bøjede, hofteafstand mellem fødderne, fodsålerne i gulvet og armene hvilende langs siden af kroppen, kan din hjemmeyoga simpelthen være dette: Nogle minutter til at følge vejrtrækningen, måske gøre den dybere og roligere end den har været hele dagen og mærke, at ryggen, nakken, skuldrene, hofterne og benene nyder pausen. Det er yoga! At blive stille og nære dig selv med et øjeblik, der bare er dit.

Hvis du vil mere end det, kan du skrive et par stillinger eller en lille sekvens ned, når du har været til en klasse, som du var særlig glad for. Og spørg bare din lærer, som højst sandsynligt gerne vil hjælpe, hvis der er noget, du er i tvivl om. Efter en fem-ti klasser har du et godt udgangspunkt til en fast rutine, der særligt kan hjælpe dig på travle dage, eller når du er i sommerhuset eller på rejse.

Og tro mig: Når yogalærere laver sekvenser derhjemme, roder vi også med jævne mellemrum ustruktureret rundt på gulvet. Yoga behøver ikke at være smukt og strømlinet for at være yoga. Der skal bare være plads til din stilhed.

Ann-Charlotte har næsten 20 års erfaring som yogalærer. Hun er Yoga Medicine Registered Therapeutic Specialist og skræddersyer i løbet af tre privattimer yogaprogrammer, der tager udgangspunkt i dine behov. Hen over vinteren underviser hun med sin kollega Thor korte workshops for alle, der kunne tænke sig en let hjemmepraksis som supplement til deres guidede klasser. Læs mere på pranayogashala