KØB YOGAUDSTYR HER / HURTIG LEVERING / FRI FRAGT VED KØB OVER 499 KR / PERSONLIG KONTAKT
0

Din kurv er tom

Jeg kommer helt sikkert også næste år

Interview med en deltager på Copenhagen Yoga Festival 2018

Af Christina Majcher

Den 24. til 26. august 2018 indtog Copenhagen Yoga Festival Tiøren ved Amager Strandpark i København. Det var ottende år, festivalen fandt sted, og i år teamede festivalen op med vegetarfestivalen Copenhagen VegFest, som tilføjede et væld af madboder samt talks og workshops om sundhed og bæredygtighed til festivalen.

I eftermiddagssolen om søndagen mødte vi Berit Liwervall (til højre på billedet) foran Yogahjørnets bod. Vi stillede hende en lille buket spørgsmål om årets festival. Og hun viste sig at være en stamgæst.

Har du været på Copenhagen Yoga Festival før?
”Det er fjerde gang, jeg er her. Jeg plejer at købe billetterne, når de bliver sat til salg midt i januar. Det er så hyggeligt at gå rundt på festivalen”.

Hvordan er din yogapraksis til daglig?
”Førhen dyrkede jeg yoga en gang om ugen. Men nu bliver det ikke til så meget mere. Jeg når det bare ikke. Og dagene går. Men jeg vil rigtig gerne, og jeg har jo yogamåtte og det hele. Så når der er sådan en event som den her, så kommer jeg afsted. Og så er det så hyggeligt at gå rundt her og tage de hold, man har lyst til.”

Hvad synes du om årets festival?
”Jeg synes, der er ekstremt mange mennesker i år. Der har egentlig været brug for et ekstra telt, så der kunne være plads lidt flere til de enkelte yogatimer og lidt mindre stress på, når folk skal ind og placere deres yogamåtter. Jeg tog en mediyoga-time og en yin yoga time i går, og i dag har jeg været til en yin yoga igen med Trine Hedegaard. Der var proppet til alle timerne. Yin yogaen med Trine var rigtig god, selvom lyden gik. Jeg nåede at få en plads inde i teltet, fordi jeg var der 25 minutter, før det startede. Det er lidt synd, at det skal være lidt småstressende at finde en plads, for der er virkelig mange gode undervisere.”

Hvad har været det bedste i år?
”Der er virkelig mange gode undervisere, så det er lidt synd, at det har været lidt småstressende at finde en plads inde i teltene. Men der er meget, meget hyggeligt herude ved boderne. Det virker, som om der er mange flere boder og aktiviteter i år. Og så er der jo også kommet flere madboder på grund af den vegetariske festival. Det er så hyggeligt, at der er så mange interessante mennesker på festivalen. Jeg elsker at gå rundt og kigge på alle de forskellige typer. Det har også været godt, at der er kommet virkelig meget musik i år i Pulsation Point-teltet. Jeg kommer helt sikkert også næste år.”